Gå til sygdomsliste

Hvorfor får man overvægt?

Det er en udbredt misforståelse, at man bare kan ’lette rumpen og lukke munden’, for at undgå overvægt. Så enkelt er det slet ikke. Overvægt er ikke noget, man vælger at få.

Hvorfor får man overvægt?

Når flere og flere får overvægt, skyldes det et komplekst samspil mellem gener, vores livsstil og det omgivende samfund. Årsagerne til overvægt er mange og komplekse, ofte indbyrdes afhængige og ikke fuldstændigt klarlagte på nuværende tidspunkt. Men genetisk disposition for overvægt kombineret med måden vores omgivelser og samfund er indrettet på, ser ud til i høj grad at fremme udvikling af overvægt, og er derfor blandt de vigtigste faktorer.

Genetik og biologi

Forskning viser, at der er hundredvis af gener, der kan påvirke kropsvægten. Generne betyder ikke alt, men generne kan påvirke bl.a.:

  • appetitten og fødevarepræferencer
  • hvor meget energi kroppen forbrænder
  • fedtfordelingen i kroppen.

Så man kan sagtens spise sundt og motionere meget, men alligevel tage mere på end andre, der ikke gør det.

Vores omgivelser og samfundets indretning

Det kan være svært at træffe sunde valg, for den måde, vi har indrettet samfundet på bidrager betydeligt til at flere og flere danskere får overvægt.

Sodavand, slik- og chipsposer, er f.eks. bare blevet større og større over de sidste 50 år. Det er desværre sådan, at større pakker eller portioner får os til at spise mere. Vi bliver desuden lokket overalt af fristende tilbud om hypervelsmagende – men ikke særligt mættende – kalorietætte produkter nærmest døgnet rundt. Og desværre er vores samfund indrettet, så vi mere end nogensinde før er stillesiddende, både på arbejde og i fritiden, oftest foran en skærm.


Kilder

Nationalt Center for Overvægt www.ncfo.dk

Sundhedsstyrelsen (2022), Danskernes sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2021. København: Sundhedsstyrelsen.

Lund S & Frederiksen K (2019). Notat om fremskrivning af prævalencen af overvægt i Danmark til 2045. København: Kræftens Bekæmpelse.

Seeger C & Heitmann B (2008). De komplekse årsager til fedme. Sygeplejersken (21): 54-58.