Gå til sygdomsliste

Støtte til unge kræftramte

Ung kræft, som er Kræftens Bekæmpelse indsats for unge med kræft, arbejder for, at fortælle unge med kræft, at de ikke er alene – at der findes andre unge, som bakser med de samme tanker og udfordringer. Her kan du finde information om Ung kræfts velkomstpakker, som du kan dele ud til unge, der får en kræftdiagnose.

Støtte til unge kræftramte

Kræftramte unge står ofte alene
Hvert år bliver 1.400 unge i alderen 18-39 år diagnosticeret med en kræftsygdom og gennemlever en svær tid. At få en kræftdiagnose i ungdomsårene, hvor man ikke længere er barn, men heller ikke rigtig voksen, er særligt udfordrende.

Mange unge med kræft føler sig ensomme og mangler information om den nye virkelighed, de går i møde, når de får en kræftdiagnose. De unge kræftramte mangler især information om det, der ikke handler specifikt om deres sygdom. Det kan være emner som psykiske reaktioner, vennerne, familien, studie eller job.

Mulepose giver støtte
Ung kræft har udviklet en velkomstpakke, som gør en forskel for unge kræftramte mellem 18 og 39 år. Velkomstpakken, som også bliver kaldt for ’et kram i en pose’ skal sikre, at de unge ikke føler sig alene, og give dem modet til at stille de relevante spørgsmål til de sundhedsprofessionelle.

Som sundhedsprofessionel kan du give velkomstpakkerne til de unge, når de får deres diagnose. Du kan supplere indholdet i muleposen med jeres eget informationsmateriale og tilbud målrettet unge.

Indhold i muleposen
Støtte til unge kræftramte

Velkomstpakken er Ung kræfts 'Du er ikke alene'-mulepose fyldt med en masse gode sager. Blandt andet ungeguiden ’Fuck. Jeg har kræft. Hvad nu?’, information om Ung kræft, en drikkedunk til, når hospitalets røde saft bliver for meget og vandbaserede tatoveringer med stærke Ung kræft-budskaber. Du finder også små gaver - indholdet kan variere i poserne. I muleposen er der også et velkomstbrev pakket af en ung med kræft. Derudover finder man også en tjekliste, der kan hjælpe med at huske spørgsmålene til samtalen med lægen.

Sådan bestiller du muleposer
Kræftens Bekæmpelse distribuerer muleposerne til hospitalerne. Hvis du ønsker at bestille velkomstpakkerne, kan du kontakte Ung kræft på ungkraeft@cancer.dk

Guide til unge kræftramte
Støtte til unge kræftramte

Ung kræft har skrevet en guide til unge mellem 18-39 år. Guiden er et nemt opslagsværk, som giver svar på de små og store spørgsmål, der presser sig på, når man får konstateret kræft. Læger og sygeplejersker oplever, at guiden er god at dele ud til unge kræftramte.

Guide til unge kræftramte

Ung Kræft
Støtte til unge kræftramte

Ung kræft er Kræftens Bekæmpelses indsats til unge kræftramte mellem 18-39 år.

Ung kræft har 11 grupper rundt omkring i landet, hvor unge med kræft mødes og deler erfaringer. Der er også en enkelt gruppe for unge pårørende og efterladte til unge kræftpatienter i Aarhus. Find grupperne på hjemmesiden, hvor du også kan læse mere om Ung kræft.

Ung Kræft