Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Skakmat efter kræft: En tur til frisøren blev vendepunktet for Morten

07-09-2023
Fysiske senfølger og voldsom angst satte en gevaldig bremse for Mortens normalt aktive liv som far, ægtemand og motionsløber. I det nye afsnit af podcasten ’Kræftfri, men ikke rask’ hører vi om hans vej tilbage og får gode råd fra en ekspert.
Morten i skoven

Morten Henriksen i skoven tæt på sit hjem, hvor han finder ro, når han løber og cykler.

“Hvem er jeg som menneske? Hvem er jeg som kræftpatient, som far? Er jeg overhovedet løber? Hvad er jeg?”

De spørgsmål stillede Morten sig selv i månedsvis efter sit hårde behandlingsforløb for kræft i mandlerne. Den ellers stærke, sportslige og i egne øjne robuste familiefar var slået fuldstændig hjem, og angst og katastrofetanker om tilbagefald havde taget overhånd.

Samtidig satte en række hårde fysiske senfølger – og en indre, uforklarlig frygt for at hård fysisk aktivitet ville lede til tilbagefald – en stopper for den sport, som ellers altid havde fungeret som Mortens ’mentale medicin’ i tilværelsen.

- Før kunne jeg en hel masse. Jeg var ægtemand, far, sportsudøver. Nu lå jeg bare på sofaen og så ’Landsbyhospitalet’, for det var det eneste, jeg kunne magte. På de gode dage kom jeg også ud med hunden, fortæller han i podcasten ’Kræftfri, men ikke rask’, som udkommer i dag.

Hør podcasten her:

Kræftfri, men ikke rask – fysiske senfølger

Vejen tilbage

Efter den lange nedtur på sofaen i familiens hjem skete der en række vendepunkter i Mortens liv, der fik ham tilbage til livet, familien – og sine elskede løbeture.

Det første var efter en tur hos frisøren Torben, som med sin insisteren og åbenhed hjalp Morten til at rejse sig igen.

Lyt med, og hør om Mortens vej tilbage til hverdagen og sportslivet trods en række fysiske senfølger. Og få gode råd fra rådgivningsleder Jane Elze Sannung om, hvad der rent faktisk kan gøre en forskel, hvis du har senfølger.

Ny podcast: Kræftfri men ikke rask

I Kræftens Bekæmpelses nye podcast kan du høre Morten fortælle ærligt om sine senfølger - og derudover få gode råd fra rådgivningsleder Jane Elze Sannung fra Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Roskilde.

Hør podcasten her:

Kræftfri men ikke rask - episode 2

Her kan du også høre episode episode 1 i serien, der handler om psykiske senfølger.