Psykologen: Pårørende skammer sig over at have det svært

Når en pårørende første gang træder ind ad døren i en kræftrådgivning, er vedkommende ofte helt slidt ned. I alt for lang tid har han eller hun nemlig gået rundt uden at tillade sig selv at mærke, hvor hårdt det er.

- Mange pårørende er følelsesmæssigt druknede, når de søger hjælp hos os. I måneder eller år har al deres fokus været på den syge, og de har fuldstændig glemt at passe på sig selv. Når de så endelig mærker deres egne behov, får de dårlig samvittighed over det, fortæller psykolog Charlotte Højgaard Bergqvist fra Kræftrådgivningen i Herlev.

I sit arbejde rådgiver hun både kræftpatienter, pårørende og efterlevende. Og hun oplever en helt bestemt sætning, der går igen hos næsten alle pårørende: ’Det er jo ikke mig, det skal handle om’.

- De føler sig ikke berettiget til at have det svært, for det er jo ikke dem, der har kræft. Men det er altså hårdt at være pårørende, og det er man nødt til at anerkende. Ellers risikerer man at knække helt sammen, understreger hun.

Et kæmpestort ansvar

Hverdagen som pårørende er ofte udfordret: Hvis man er i et parforhold med den kræftramte, står man pludselig alene med meget af det praktiske, både i forhold til børn, hus og økonomi. Men også i forhold til at koordinere hospitalsaftaler, køre den kræftramte til behandling og alt det andet, der følger med alvorlig sygdom – og som de pårørende meget ofte påtager sig hovedansvaret for.

- Det er drænende at stå med alt det. I begyndelsen tænker mange, at de bare er nødt til at udholde det, så de bider tænderne sammen og maser på. Men et kræftforløb kan jo vare i årevis. Den pårørende er nødt til at finde en balance, hvor han eller hun også har sig selv med i det, siger Charlotte Højgaard Bergqvist.

Hendes vigtigste råd til den pårørende er at tale højt om sine følelser – både med venner og bekendte, der kan lytte og måske aflaste lidt. Men også med den syge.

- Som pårørende vil man bare gerne være stærk og hjælpe den kræftsyge. Derfor kan det føles forbudt at sige, at man ikke kan overskue situationen. Men når man glemmer sig selv, er det faktisk svært at være den støtte, man gerne vil være, forklarer hun.

Den ulidelige ventesorg

Noget af det hårdeste, man som pårørende kan komme ud for, er at vide, at ens elskede skal dø – et fænomen, der kaldes ventesorg.

- Der kan gå meget lang tid, hvor man gradvist mister mere og mere af det menneske, man kender og elsker. Det er tungt at bære på. Til sidst kan det være så udmattende, at den pårørende bare ikke orker mere. Man kan ikke overskue at miste – men man kan heller ikke overskue at forblive i sygdommen. Det kan være en frygtelig tilstand at være i, forklarer psykologen.

Mange efterlevende fortæller bagefter, at det på en måde føltes som en lettelse, da deres elskede døde efter et langt kræftforløb. Men det kan være svært at tale om, da det føles forkert på den måde at ’glæde sig over døden’.

- Folk tænker: ’Hvordan kan jeg gå rundt og føle, at det er godt, at jeg har mistet? Der må være noget galt med mig’. Men det betyder jo ikke, at de ikke sørger over den afdøde – man kan sagtens have begge følelser samtidig, understreger Charlotte Højgaard Bergqvist.

Som eksempel nævner hun en deltager i en sorggruppe, hun for nyligt var rådgiver for. En kvinde fortalte om en unisex-taske, hun havde købt til sin nu afdøde mand i julegave. Hun havde helt bevidst valgt en model, som hun også selv ville kunne bruge – for hun vidste jo, at manden snart skulle dø. Dengang havde hun enormt dårlig samvittighed over det, og hun følte, hun havde gjort noget forkert.

- Men mange andre i sorggruppen kunne jo spejle sig i hendes tanker. Det er helt normalt at tænke og have det sådan i en dybt unormal situation. Eksemplet illustrerer, hvor godt det kan være at dele blandt ligesindede – selvom det kan være svært. For når først vi italesætter de følelser, der er på spil, og finder ud af, at andre kan genkende dem, føles det mindre forkert, siger psykolog Charlotte Højgaard Bergqvist.