Gå til sygdomsliste

Viden om kvalitet i multidisciplinære teamkonferencer - fokus på inddragelse af patienters synspunkter, præferencer og generelle livsforhold ved lungekræft

08-02-2023
Der er geografiske forskelle for afholdelse af multidisciplinære teamkonferencer for lungekræft, og patienternes synspunkter inddrages ikke systematisk. Kræftens Bekæmpelses temarapport om kvalitet i multidisciplinære teamkonferencer undersøger konferencedeltagernes oplevelser af inddragelse af patientens synspunkter, præferencer og generelle livsforhold ved lungekræft, samt deres forslag til kvalitetsmonitorering og opfølgning af konferencen.
MDT-rapport 2023

Multidisciplinære team (MDT)-konferencer har siden kræftplan II været et væsentligt element i kræftpatientforløbet. I 2014 blev MDT-udvalget nedsat og udarbejdede en national generisk vejledning til effektiv tilrettelæggelse og afholdelse af MDT-konferencen, som kunne tilpasses lokale forhold og specialer.

I vejledningen fremgår det, at den multidisciplinære tilgang har til formål at sikre, at patienten tilbydes høj kvalitet af diagnosticering, behandling og pleje, samt at målet med MDT-konferencen er “... at behandle patienten som en hel patient, herunder at medtage patientens synspunkter, præferencer og generelle livsforhold, når der træffes beslutning om behandlingstilbud”.

Denne rapport præsenterer 22 konferencedeltageres oplevelse af lungekræft MDT-konferencen og finder, at det varierer, hvorvidt patienters synspunkter, præferencer og generelle livsforhold inddrages. Konferencedeltagernes forslag til udvikling af lungekræft MDT-konferencen er blandt andet en grænse for antal patienter, der drøftes ved hver konference, tværgående erfaringsfora og objektiv vurdering af performancestatus.

Derudover forslår konferencedeltagerne at kvaliteten af MDT-konferencer kan følges ved at se på hvorvidt behandlingstilbuddet, der besluttes på MDT-konferencen, er den behandling, patienten modtager, og at sammenligne MDT-beslutninger på tværs af landet for at sikre samme behandlingstilbud uanset geografi.

På baggrund af undersøgelsens fund, er der udarbejdet en række anbefalinger, for at understøtte en national ensretning af MDT-konferencen ved lungekræft, samt for at sikre at kvaliteten af MDT-konferencen følges. Dette med henblik på, at patienter modtager samme høje kvalitet i forbindelse med diagnosticering og behandlingsplanlægning.

Læs rapporten