Gå til sygdomsliste

Kræft i Danmark 2021

18-05-2021
For andet år i træk samler Kræftens Bekæmpelse et overblik over kræftområdet i rapporten ”Kræft i Danmark”. Rapporten stiller skarpt på muligheder og udfordringer inden for kræftområdet og samler blandt andet viden om corona-pandemiens konsekvenser for kræftområdet.
Kræft i Danmark 2021
Forsiden af rapporten Kræft i Danmark 2021 viser en mand med to børn i hænderne som går ned ad en grøn alle

Rapporten "Kræft i Danmark" beskriver forholdene på store dele af kræftområdet i 2020. 

Du kan læse rapporten her: 

"Kræft i Danmark"

Rapporten kan også bestilles gratis i Kræftens Bekæmpelses webshop:

Bestil Kræft i Danmark 

Corona-pandemien satte spor på kræftområdet 

Ser man tilbage på 2020, er det umuligt at komme uden om corona-pandemien. Selv om pandemiens fulde konsekvenser for kræftpatienterne endnu ikke er afdækket, begynder en række opgørelser nu at tegne et billede. Derfor fylder corona-pandemien også en del i rapporten ’Kræft i Danmark’, der stiller skarpt på kræftområdet i 2020. 

Kræft i Danmarks fokusområder

Ud over corona-pandemien sætter ’Kræft i Danmark’ også fokus på en række andre områder, som er vigtige for kræftpatienterne: 

  • Den patientansvarlige læge. I Kræftplan IV er det besluttet, at 90 pct. af alle kræftpatienter skal have en patientansvarlig læge, som har en vigtig rolle for at sikre sammenhæng og give patienterne et overblik over deres forløb. I dag er tallet 77 pct., så her er sundhedsvæsenet endnu ikke i mål.
  • Brug for et klart udredningsforløb for de patienter, der ikke kommer direkte i et kræftpakkeforløb. Forløbet fra symptom til diagnose bør tilrettelægges, så patienter med uspecifikke symptomer bliver hurtigere udredt.
  • Behov for et større fokus på palliation og senfølger i takt med at stadig flere lever med kræft. Indsatsen skal sikre, at de kræftpatienter, der har behov for det, får den nødvendige hjælp. På det palliative område venter 25 pct. af de kræftpatienter, der er henvist til specialiseret lindrende hjælp, for længe.
  • Inden for forebyggelse er der stadig brug for at holde fast i de nuværende initiativer inden for eksempelvis rygning og samtidig have øje for fremtidens indsatser. Her er forebyggelse af overvægt et vigtigt område, for hvis udviklingen fortsætter uændret, vil 66 pct. af os leve med overvægt i 2045.