Gå til sygdomsliste

Selvlysende farve kan spotte kræftceller i dvale

10-11-2023
Ny forskning fra bl.a. Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning gør det muligt at finde sovende kræftceller - celler, som er gået i dvale under kræftbehandlingen, og som kan være skyld i tilbagefald efter kræft.

Den nye forskning kan måske føre til at patienter i fremtiden bliver undersøgt for, om de har sovende kræftceller, der har overlevet kræftbehandlingen. Det kan åbne muligheder for nye behandlinger. Foto: Hans Bach

Ved at bruge et selvlysende farvestof har forskere udviklet en ny teknik til at opdage celler, der er i en dvalelignende tilstand kaldet senescens. 

Celler kan gå i senescens når vi bliver syge eller efterhånden som vi bliver ældre. Det sker også hvis celler bliver udsat for mangel på mad eller ilt, eller under kræftbehandlinger som kemoterapi. Og hvis det sker for kræftceller under kemoterapi, kan det være et problem. Kræftcellerne kan nemlig vågne fra dvalen igen – måske først efter mange år – og sker det, er de ofte blevet mere aggressive og tilmed modstandsdygtige overfor behandling. 

Takket være ny international forskning som Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har bidraget til, kan forskere nu for første gang se, om der er senescente celler i vævsprøver fra kræftknuder. Det kan de, ved at bruge et selvlysende farvestof. Selv om det endnu er forskning i laboratoriet, giver det muligheder for patienter i fremtiden:

Panagiotis Galanos fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har deltaget i den nye internationale forskning. Han ser den nye metode som en milepæl, der kan åbne for nye måder at behandle kræft. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

- Teknikken kan bruges til at analysere prøver fra patienter for at se, om der er senescente celler i kræftknuderne efter behandling. Det har man ikke kunnet gøre før, og det giver mulighed for at give behandlinger, der specifikt rammer de senescente kræftceller, hvis en patient har dem, siger Panagiotis Galanos.
Han er post doc i forskningsgruppen Genomintegritet hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og har deltaget i forskningen sammen med gruppens leder, professor Jiri Bartek og et hold af internationale forskere.

Sovende kræftceller bliver selvlysende
Forskerne fremhæver, at der er en tilbøjelighed til at tro, at kræftbehandling kun har to mulige udfald: Enten dør kræftcellerne, eller også overlever de. Men senescens er altså en tredje mulighed, hvor kræftcellerne reagerer på behandlingen ved at bruge en naturlig teknik, der hjælper dem til at overleve. 

Kræftceller i dvale kan være et mål for kræftbehandling 

Hidtil har det imidlertid været vanskeligt at se, om der i et væv er celler, der er i senescens. Det er ændret med den nye teknik, som er baseret på molekylet GLF16, der kun bliver optaget af senescente celler. Ved at koble GLF16 til det selvlysende farvestof, har forskerne gjort det muligt at se de senescente celler, når GLF16 er blevet optaget. 

Og forskerne ser den nye metode, som en milepæl for kræftforskningen: 

- Vi kan nu opdage disse celler, og fordi der rent faktisk findes lægemidler, der rammer senescente celler, åbner vores forskning for nye og mere opdaterede måder at behandle kræft. Vi ved, at senescens er meget relevant for brystkræft og lungekræft, men formentlig spiller det en rolle i mange andre former for kræft. Så perspektiverne er store, siger Panagiotis Galanos. 

Forskerne arbejder videre i laboratoriet, hvor de blandt andet studerer de senescente kræftceller for at finde deres svage punkter. Det sker med hjælp fra Rigshospitalet, hvorfra forskerne får kræftvæv, som de undersøger for senescente celler. Håbet er, at den forskning kan føre til udviklingen af nye og bedre behandlinger mod de senescente celler. 

 

Resultaterne er offentliggjort her: Magkouta S et al.: A fluorophore-conjugated reagent enabling rapid detection, isolation and live tracking of senescent cells. Mol Cell. 2023 Oct 5;83(19):3558-3573.e7. doi: 10.1016/j.molcel.2023.09.006.

Kræftens Bekæmpelses eget forskningscenter

Forskningen er udført hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning. Center for Kræftforskning er beliggende på Østerbro i København og har omkring 270 ansatte fra 29 nationaliteter. Centeret udfører forskning af høj international kvalitet og offentliggør hvert år mere end 300 videnskabelige artikler.
Du kan læse mere om Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning her